Den 18. juni blev jeg mast. Ivrige mikrofoner strakte hals, og skrappe blitzlys kastede lange blikke efter en af folketingsvalgets store tabere. Han klemte sig vej gennem horderne af kameraer, spidse albuer og hurtige spørgsmål. Jeg forsøgte med vaklende skridt at bane vejen mod den magenta ballonport ved indgangen til Radikale Venstres valgfest. Jeg har også lavet meget andet på Christiansborg end at agere uduelig bodygard for Morten Østergaard, men næste gang, der er folketingsvalg, vil jeg være den, der stiller spørgsmålene.

 

I Radikale Venstres pressetjeneste er de bedste dage dem, hvor avisforsiderne sparker gang i dagsordener, der kører hele dagen. Hvor radioavisen på vej på arbejde får mig til at træde ekstra hurtigt i pedalerne over Langebro. Og hvor #dkpol, nyhedsbureauerne og netaviserne gløder af politiske nyheder. For når jeg kommer frem, er det min opgave at sørge for, at de radikale politikere når bredt ud med deres reaktioner på vigtige dagsordener. Jeg ringer til journalisterne og sparrer med politikerne om, hvordan de bedst serverer deres budskab. Og når jeg ikke sørger for reaktioner på mediernes dagsorden, hjælper jeg politikerne med at sætte den.

 

Nu vil jeg skrive de nyheder, magthaverne står tidligt op og går sent i seng for at kommentere på. Og jeg vil skrive deres reaktioner. Her vil jeg bruge mine erfaringer fra Christiansborg til at granske nye lovforslag og til at afkræve konkrete svar på reelle problemer.

 

Men jeg vil ikke mindst fortælle om de mennesker og samfundstendenser, politik vedrører, og som jeg har brugt de første tre år af min universitetstid på at studere. Jeg blev nemlig bachelor i sociologi på Københavns Universitet, inden jeg fandt ud af, at jeg som journalist kan behandle de samme emner - bare i et højere tempo og i et format, der faktisk bliver læst af både dem, det handler om, og dem, der kan gøre en forskel.

 

Siden har mine journalistiske ambitioner bragt mig ud blandt frivillige københavnere i færd med at sortere tøj til flygtninge på Lesbos. De har bragt mig ind bag facaden hos en tidligere kriminel, der synes, fodlænken var meget hårdere end fængslet. Og de har ført mig en tur til fortiden i U8 i Berlins finmaskede metronetværk. Men de har også bragt mig ned i nye tal om danskernes brug af deleøkonomiske tjenester og i lovforslag og politiske udspil. For jeg er ikke bange for at skulle grave efter historien, så jeg kan være med til at sætte de dagsordener, der i dag får mig selv til at cykle endnu hurtigere på vej på arbejde.

 

Jeg leder efter en praktikplads, hvor jeg kan lære fra de bedste og finde min vej som journalist. Derfor vil jeg gerne både prøve kræfter med at skrive hurtige nyheder, lave grundigt researchede historier og udfordre min fortælleteknik i features og portrætter.